I Danmark er der mulighed for mange dagsture – jeg har selv været et par ture ned ad Mølleåen på Sjælland og ad Uggerby å i Nordjylland. Du kan også sejle kano i fjorde – fx Roskilde fjord og Limfjorden, hvor der vist også er mulighed for at overnatte. Dem har jeg endnu ikke prøvet.

Gudenåen
Hvis du vil sejle mellem Tørring og Klostermølle, som nogle synes er det smukkeste område, kræver det en særlig tilladelse. De kan allerede være udsolgt i maj, så man skal være tidligt ude! Men jeg var heldig at få en i starten af oktober. Her gled vi med strømmen og passerede marker, grise, køer, får, heste, rådyr og store fugle, og efterhånden kom der flere bakker og store træer, som bøjede sig ind over åen.

Vi var stort set alene, men det var jo også efterår!

Den sidste nat sov vi ved Klostermølle, som er en stor og virkelig dejlig lejrplads ud til en sø. En anden gang var jeg på en tur omkring Gammel Ry med ca. 20 andre aleneforældre og vores børn. Her var Gudenåen virkelig genial – alle (også de inkarnerede bypiger) kunne være med, og lejrpladsen var rigeligt stor til os og et par andre grupper. Hvis du rejser med børn eller godt kan lide campinglivet og at få et varmt bad, kan I overnatte på rigtige campingpladser. Alternativt kan du sove på hoteller – det er luksusturen for den, der vil have natur, en blød seng og maden serveret.

Læs Natalinas artikel om kanoture på Gudenåen her.