Kølekasserne blev pakket med laksestykker, smoothies, jordbær, andebryst, møre bøffer, chutneyer, hjemmelavet pesto, tørsaltet bacon,
syltede peberfrugter, hjemmelavet og nedfrossen coq au vin, indisk lammecurry, yoghurt, æg, franske oste og hjemmebagt mandelkage. En trækasse blev proppet med friske krydderurter, hele kaffebønner og en friluftskaffekværn, en stempelkande, lidt bestik fra køkkenskuffen og rødvinsglas.

Maden plejer at være mit sikre kort. Vi havde kun kendt hinanden i nogle få måneder, og Marcus havde bare værsgo’ at elske at være på naturtur med mig. Koste hvad det ville. Han skulle se, at vi ikke behøvede at ligne noget fra en kikset 70’erfilm, selvom kanoferier måske ikke var det mest trendy.

Min gamle Nissan Micra blev læsset, og vi rullede mod Blekinge i Sverige og fandt Immelns kanutcentral. Hold da op! Kanoudlejeren og nogle andre, der stod ved badebroen, havde aldrig set nogen have så meget top på en kano før, og de grinede bedrevidende, da vi sejlede ud. Sådan nogle by-amatører! Efter to timer – i stiv kuling og med høje bølger – måtte jeg give ham lidt ret. Vi havde jo nok for meget mad og udstyr med. Var min idé med højgastronomi i ødemarken en af dem, der virkede fin hjemme i mit eget køkken, men slet ikke holdt ude i den virkelige verden?

Godt trætte slog vi lejr på toppen af en ø. Jeg skrællede kartofler og selleri og skar dem ud i små stykker til rodfrugtemos og hentede kogevand i søen. Marcus kæmpede i stiv modvind med at få tændt et bål. Rodfrugtmosen og coq au vinen SKULLE bare varmes på bålet, det befalede general Natalina, og det var uanset, hvordan vejret ellers artede sig. Stormkøkkenet måtte pænt blive i sin indpakning. Da maden endelig var klar, spiste vi i tavshed, uden nydelse, og generalen blev vældig træt og gik direkte i seng bagefter.

Ny dag, nye udfordringer.

Søen sluttede, der var ikke mere vand at sejle i. Kanoen og al vores habengut skulle transporteres til den næste sø. Og den næste sø. Og den næste sø. Den skulle bukseres op ad små stier, ned ad stejle skrænter, forbi gårde, igennem skov og sumpområde. Flere gange måtte vi tømme kanoen for alle vores delikatesser og alt det, vi havde taget med „bare for en sikkerheds skyld“.

 

Da vi på et tidspunkt endda havde taget kanoen op det forkerte sted, tømt og læsset den igen, var vi tæt på helt at opgive. Jeg indså, at fremover var det enten eller: Enten havde vi som nu en monstertung oppakning med, og så måtte vi droppe alle seriøse mål om at nå en lang rundtur – kanoløftene var bare for seje! Eller også skar vi godt og grundigt ned på al mad og udstyr og fik til gengæld bevægelsesfrihed til at tage lige derhen, hvor vi havde lyst til. Det var altså enten-eller.

Men lige nu havde vi ikke så mange valgmuligheder, vi havde jo pakket, som vi havde pakket, og sådan var det. Efter lang og sur tavshed i kanoen dukker en dejlig ø op – og var der ikke en lejrplads inde på den? Vi hev kanoen op, og jeg lagde mig på en stor, varm klippe for at hvile min ryg. Solen glimtede i vandet. Vi orkede ikke at tømme kanoen en gang til, men hentede bare det, vi skulle bruge. Aftensolen varmede, og små fisk spjættede i overfladen. Marcus skød proppen en kølig flaske champagne, og jeg bredte et vattæppe ud på klipperne. Vi pillede grønlandske rejer, dyppede dem i urtecreme og tømte hurtigt flasken.

Bøffer røg på bålet, og nu begyndte der at være noget ved det. Og sådan fortsatte det: med bacon, spejlæg og ristede peberfrugter til morgenmad, en hurtig dukkert, kølige smoothies som mellemmåltider og – om aftenen – lækker mad og blafrende fyrfadslys på klipperne. Der var sjovt at hive alle mulige lækkerier op af kølekasserne og stå midt ude i det øde ingenting og lave maden. Egentlig alt det, jeg havde drømt om på den gravide kanotur. Forestil dig at ligge i en hængekøje in the middle of nowhere og få serveret en stempelkande med friskkværnet Baressokaffe med piskefløde.

Vi blev på øen i flere dage. Så pakkede vi sammen, fandt en anden god lejrplads, og på femtedagen padlede vi hen til enden af den lange sø og ventede på, at kanoudlejeren kom og hentede os. Marcus var blevet hooked på kanoferier. Udfordringen i fremtiden skulle vise sig at være at afvænne ham fra al den lækre mad og give ham mod på nogle lidt enklere kanoferier.